Medlemsgallerier

Her kan du se vores medlemmers gallerier.

Torben Bichel
Debuterede som ’fotograf’ i konfirmationsalderen med Kodak Instamatic 100. Gik over til dias da jeg blev voksen og var medstifter af lyd/dias-forening i ’84.
Underviste i foto i folkeskolens valgfag slut ’80-erne med klassisk mørkekammerarbejde.
Siden ’90 har den stået på levende billeder, som del af mit arbejde: I slut 90’erne var jeg leder af et mediepædagogisk tilbud til folkeskoler i Kbh. kaldet ’Mediebussen’, og siden har jeg lavet en lang række video’er i arbejdsregi.
Genoptog fotografiet da jeg gik på pension og meldte mig ind i FF i febr. ’23.
Jeg bruger Fuji-udstyr og fotograferer allerhelst mennesker i det offentlige rum.
Fotografisk motto: Det handler om at lave billeder ’på’ – ikke billeder ’af’.

Dan Jørgensen
Jeg har været medlem af Frederikssund Fotoklub siden 2023. Min fotografiske rejse startede i 2004 med et Canon EOS 300D, og siden da har jeg udforsket mange forskellige aspekter af fotografering. Jeg har ingen fast stil, men finder glæde i at eksperimentere, særligt med abstrakte billeder og makrofotografi. Jeg er nok lidt tekniknørd og syntes det er spændende at være en del af et fællesskab, hvor man kan udvikle sine færdigheder sammen med andre, både tekniske men også kunstneriske. Jeg bruger Lightroom og Photoshop til redigering af mine fotos.

Peter Sandbeck
Har været medlem af Frederikssund Fotoklub siden 2009. Fotograferer mest lokaliteter, natur og rejser. Jeg fotograferer også dyr i zoologiske haver og akvarier. For mig handler fotografering meget om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg bruger programmet On1 Photo Raw i stedet for Photoshop, da det bedre opfylder mine billedredigeringsbehov. Har fotograferet i mange år.

Keld Skov Hansen
Min interesse for fotografering blev vagt som ganske ung. Hurtigt fik jeg etableret eget mørkekammer
og var med ved stiftelsen af Rønne Fotoklub.
Blev i 2001 medlem af Frederikssund Fotoklub hvor interessen for digital fototeknik blev udbygget.
Motivvalget er meget alsidigt og eksperimenterende.
Jeg har desuden lavet en del fotocollager af gamle familiebilleder.

Jeppe Fisker.
Har fotograferet i mange år. Medlem af fotoklubben siden efteråret 1994. Startede med Pentax K 1000 og gik over til Nikon 90X i slutningen af 1996. Gik digital i 2007. Bruger fortsat Nikon. Mit motivvalg spænder bredt fra natur / landskab til situationsbilleder med mennesker. Har dog en svaghed for spændende arkitektur samt “kulturbilleder”, f.eks. billeder fra kirker.Billeder af kulturhistoriske døre er et eksempel herpå. Der er bl.a. vist eksempler på døre fra Kerteminde, Åbenrå, Rudkøbing og Flensborg. Det er karakteristisk, at denne type døre især forekommer i såkaldte “skipperbyer”. Jeg deltager som regel i Den Nationale og er de seneste år begyndt at deltage i udenlandske saloner.

Ole Kjær.
Har været medlem af fotoklubben siden 2007.
Som det fremgår af billederne der er fra perioden 2007-2013,
er det min primære interesse at fotografere landskab og bymiljø.

Rolf Larsen.
Jeg har fotograferet siden, jeg var 9 år. Som ung var jeg meget aktiv med s/h-mørkekammer og medlem af Leicaklubben. Så kom en årrække med børn, villa, vovse og Wartburg, et par sejlbåde og ikke så meget tid til at fotografere. I 2005 lod jeg mig så pensionere, flyttede på landet, købte digital spejlrefleks og har været aktiv i Frederikssund Fotoklub siden 2006. Galleriet indeholder et bredt udvalg af det, jeg har lavet de sidste 10 år.

Stig Alenäs
Det motivvalg, jeg bedst kan lide, er at indfange de skiftende farver i en storby, når solen er i horisonten. Den blå og gyldne time giver så mange muligheder for smukke farver. Derefter bearbejder jeg billederne som HDR-fotos i Lightroom og Photoshop. Det er ikke en afbildning af virkeligheden, men en konstrueret virkelighed, der skal vække en bestemt følelse hos betragteren – glæde, begejstring, sorg, fortvivlelse, væmmelse osv. “Billedet bliver til i betragterens øje, og derfor er efterarbejdet så vigtigt, for her kan man, ligesom en kunstner, male med lys, farver og følelser.”

Claus Koefoed
Linier og motiver – sjælen i arkitekturen – sanseligheden i landskabet – det autentiske bag ansigtet. Hver billede har sin historie – det er denne historie jeg forsøger at indfange.